Katrine Nikolajsen fra offbeat media har syv simple råd til dig som skal i gang med Facebook annoncering.
Facebook annoncering - 7 gode råd
Mange virksomheder benytter sig af Facebook annoncering, og det virker. I dette blogindlæg giver vi dig et par fif til, hvad annoncering kan byde på, og hvilke fejl du helst ikke må begå, når du annoncerer.
Annoncering er og bliver det ”nye”
Facebook er efterhånden blevet en pay-to-play platform, hvor du altså skal have pengepungen op af lommen, hvis du vil lege med. For blot 5-6 år siden var noget så billigt som almindelige opslag nok til at skabe en forbindelse til kunden og linke dem ind til din webshop. I dag er det bevist, at det kun er 2% af dine følgere, som rent faktisk ser dine organiske opslag. Derfor er du pludselig afhængig af, om dine følgere interagerer på dine opslag, og dermed opnår organisk vækst – ellers når de ikke langt. Derfor er annoncering den sikre vej at gå, hvis du vil ramme din potentielle målgruppe. Vi har her udarbejdet 7 råd til dig, når du skal have gang i annoncering for din webshop.
Men inden du læser de 7 råd, så vil jeg lige anbefale dig at kigge på Business Manageren i Facebook. Det er herfra, du skal lave annoncering og styre dine forskellige kanaler, hvis du vil have allermest ud af dit markedsføringsbudget.
1) Zapier.com er guds gave til Facebook annoncører. Med Zapier er det muligt at binde Facebook sammen med mange andre tjenester, som du benytter – eksempelvis en e-mailtjeneste. Ved brug af Zapier automatiserer du opgaver, som du ellers skulle gøre manuelt. Du sparer altså dig selv for en masse arbejde. Derudover sørger du for, at kunderne får de rigtige annoncer med det samme, imens de stadig er varme, og derved har større potentiale for et salg. Det er et værktøj, som vi klart vil anbefale dig at undersøge nærmere, inden du begynder din annoncering. Hvis du vil lære mere om hvad Zapier kan tilbyde, kan du læse mere her (Link: https://zapier.com/help/create/basics/learn-key-concepts-in-zapier)
2) Fokusér ikke for meget på klikprisen. Det er en fejl mange af os stadig laver: Vi kigger alt for meget, hvad det koster at få et klik på din webshop. Men vi kigger IKKE på, hvad det koster at få nogle konverteringer – altså direkte salg i webshoppen. Det handler om at tjene penge, og ikke på at få en masse henvisninger. Derfor kan det altså være fint at betale hele 20 kr. for ét klik, hvis det hænger sammen med en konvertering / salg. Dermed ikke sagt at klik på hjemmesiden ikke er vigtig, da det naturligvis øger kendskabsgraden på dine produkter. Så længe du husker på, hvad målet i sidste ende er: nemlig salg på din webshop.
3) Nysalg vs gensalg. Mange tror, at det i starten handler om at skabe nye kunder, så man kan måle på alder, køn, interesser osv. Men i mange tilfælde er det faktisk gensalg, som giver det største resultat. Du skal altså annoncere til folk, som allerede i forvejen har besøgt din webshop, Facebook side eller lignende. De har nemlig allerede et kendskab og en interesse i dig. Når man skal starte sin Facebook annoncering, er dem, som allerede har et kendskab til dig, meget mere tilbøjelige til at handle hos dig. Tag derfor udgangspunkt i allerede eksisterende kunder. Brug din e-mailliste, nuværende følgere eller senest besøgende som målgruppe. Brug al den data, som du kan trække og brug efterfølgende den data til at lave nye salg ved brug af look-a-like målgrupper, der minder om de, der allerede har købt hos dig. Gensalg er meget mere effektivt, og burde give dig mere for dine annoncekroner – det er altså her du starter. Resten skal nok komme helt af sig selv.
Få dine eksisterende kunder til at vende tilbage
4) Brug ikke interesse-funktionen til annoncering. Mange begår den fejl at bruge interesser, når de laver annoncering. De rammer rigtig bredt ud, og det kan ofte se rigtig godt ud, hvis man kigger på klikprisen, men man rammer bare så bredt ud, at man rent faktisk ikke rigtigt rammer nogen alligevel. I nogle cases kan det være en fin idé, hvis man blot sørger for at have flere kriterier sat på.
5) Lav splittest. Mange tror, at de på forhånd ved, hvilken annoncetype, som klarer sig bedst. Men faktum er, at det er helt forskelligt fra målgruppe til målgruppe, og produkt til produkt. Derfor har Facebook givet dig muligheden for at teste forskellige annoncetyper i den samme annonce. Laver du eksempelvis en splitannonce med 3 forskellige annoncetekster, vil Facebook automatisk begynde at måle på, hvilken type annoncetekst, som klarer sig bedst. Herefter kan du stoppe med at vise den annonce, som klarer sig dårligst. Du kan teste alt fra annoncetekster til billeder til landingssider og derefter måle efter konvertering. Lav derfor altid en splittest for at få mest ud af dine annoncekroner – selv hvis du har et lavt budget.
6) Brug emojies. Mange synes måske, at det godt kan se uprofessionelt ud, hvis man tilføjer emogies. Men faktum er, at emojies er med til at skabe et blikfang hos forbrugerne. Brug derfor emojies, som har relevans for din annonce for at fange brugerne.
7) Lav videoer. Videoer er bare en sikker vinder, hvis du vil have en annonce, der klarer sig godt. Så giv gas på at optage videoer. Gør dig umage og vis kun noget frem, som du selv vil falde for, når du scroller igennem Facebook og Instagram.
Du vinder også en del, hvis du har undertekster på, fordi knap 90 % ser videoer på Facebook uden lyd.
Nu kan jeg kun opfordre dig til at gøre én ting: Nemlig at hoppe ind og bruge Facebook Business Manager og få din virksomhed oprettet, hvis du ikke allerede har det. Inde i virksomhedsindstillinger i Business Manageren kan du sætte din Facebook side, Instagram side, annoncekonto og Facebook pixel til at spille sammen, så du har mest muligt adgang til data. Så klik dig frem, prøv dig frem og øv dig. Det er bedre, at du laver fejl og prøver noget af end, at du slet ikke får prøvet noget i din markedsføring.